Efter adskillige år som grundstamme i Kansas City Stompers, besluttede sangerinden Rikke Mølgaard i 2019, sammen med rytmegruppen fra KCS bestående af Gert Rostock, Palle Juul Hansen og Kurt Riedel, at søge nye udfordringer – og dermed opstod RIKKE MØLGAARD JAZZ GROUP.
Rikke startede sin professionelle karriere i 1995, hvor hun blev ”opdaget” af Stig Rossen på Horsens Ny Teater, og siden har Rikke været vidt omkring i det musikalske univers. Det er blevet til et utal af koncerter og TV-optrædener gennem årene med et hav af forskellige kunsterne, men samspillet med rytmegruppen er helt unikt, og det forplanter sig ikke kun i orkestret, men i den grad også til publikum.
På piano har Rikke, Palle Juul Hansen, som har lang erfaring som musiker, akkompagnatør på teatre og for adskillige solister, bl.a. Lene Siel. Bassen bliver på bestemt og kontant vis mestreret af Gert Rostock, der startede sin glorværdige karriere i Jørn Grauengaards Orkester og derefter blev en meget anvendt studiemusiker med bl.a. John Mogensen, Sebastian m.fl. – og ofte sammen med Kurt Riedel, som sidder bag trommerne i RIKKE MØLGAARD JAZZ GROUP. Kurt Riedel, der ligesom Gert, trådte sine sko flade i lyd- og tv-studierne, og spillede med på adskillige ”plader” som det hed dengang, har også spillet med en lang række prominente navne som Ben Webster, Toots Thielemann, Roy Eldridge, Errol Garner, Finn Ziegler, NHØP og mange, mange flere….