Normalt er det et tilløbsstykke, når Holbæk Jazzklub smider en jazzsanger(inde) på programmet, så hvorfor så ikke prøve med hele fire sangere – på samme tid? Og kan du huske Manhattan Transfer, så skal du opleve DYNAMIC.
Close harmony vokaljazz er en sjælden genre på den danske jazzscene, men her kommer et eksemplar i særklasse. Dynamic er grundlagt af sanger og arrangør Paul Kim i 2012, da han flyttede fra San Francisco til Danmark. Gruppen samler syv aktive jazz-musikere: fire sangere akkompagneret af guitar, bas og trommer. Dynamics repertoire favner genrer og epoker i en spændende syntese. Der er fokus på vokal blend, musikalsk nerve og en varm og levende jazzklang.
Dynamics debutalbum ’This is Dynamic’blev indspillet i både Californien og Danmark, og udkom i maj 2019. Man fornemmer arven fra grupper som Lambert, Hendricks and Ross, Manhattan Transfer og New York Voices. Påvirkningen fra San Franciscos acid-jazz/funklyd giver sig også sine steder til kende i Paul Kims originale arrangementer. Dynamics repertoire rummer nyfortolkninger af både kendte og mindre kendte jazzstandards, og også originale kompositioner. Instrumentalnumre af blandt andre Thelonious Monk, Miles Davis og Herbie Hancock bliver hyldet, tilsat lækre harmonier og levende tekster. Swing, latinrytmer, bebop og ballader bliver leveret med indlevelse, varme og raffineret musikalsk præcision i samspillet mellem vokaler og instrumenter, og publikum inviteres ind i et varieret og overraskende musikalsk univers.
Ved koncerten i Holbæk Jazzklub optræder Dynamic både med numre fra det nys udkomne album og med nye kompositioner og arrangementer, som skal med på det næste. Publikum kan glæde sig til stemninger fra hele jazz-palletten: blidt, krydret, swingende – og dynamisk!
Dynamic har spillet en lang række koncerter på jazzklubber og festivaler – herunder Copenhagen Jazzfestival, hvor de er fast inventar. Men de går heller ikke af vejen for at give kirkekoncerter, hvor de på opfordring har re-arrangeret en række danske samler og gjort dem til deres egne.