I februar 2018 udkom Morten Haugshøj Group med albummet ”THE STREET DOCTOR”. Musikken kan bedst beskrives som både eksplosiv og lyrisk instrumentaljazz, hvor New York møder Norden med den stærke melodi i højsædet. ’’The Street Doctor’’ er originalkompositioner fra kapelmesterens egen hånd – undtagen ’’Pent-Up House’’ af Sonny Rollins.
Morten Haugshøj er en dansk, professionel jazzguitarist fra Aarhus og komponist, som har studeret en rum tid i New York ved verdensklasse-guitarister som Gilad Hekselman, Mike Moreno, Steve Cardenas og ikke mindst Jonathan Kreisberg. Han er etableret på den danske jazzscene og efterhånden brugt i mange sammenhænge og har blandt andet turneret med det amerikanske/europæiske band ’’Ommatidium’’ og har indspillet fire albums i eget navn med forskellige grupper.
Men at musikken skulle blive Morten Haugshøjs levevej lå ikke lige i kortene. I folkeskolen blev han faktisk fritaget for musikundervisningen, fordi han syntes, ”at det var komplet åndsvagt”. Han obstruerede undervisningen i en sådan grad, at det fik hans lærerinde til at græde – Morten ville meget hellere spille fodbold. Alligevel lykkedes det gør noget ved musikken, og 6-7 år senere søgte han ind på MGK og den selvsamme lærer mødte op til generalprøven arrangeret af musikskolen – og igen græd hun – denne gang af forbløffelse, for hun forstod ikke, at det var den samme person. Den havde ingen set komme og heller ikke Morten selv, for som han siger: ”Ikke én i min familie spiller musik – så langt øjet rækker af fætre og kusiner etc.”.